Home Familie Fotos Anetavlen i LEGACY  Slægten Sundhed

om Anders Johan Ronberg

Den 14. November 1929 bragte Lemvig-Avis følgende Interview med Anders Johan Rønberg. Avisartiklen var forsynet med et Billed af Rønberg, et Billed af en Baad med Sejl og et Billed af Port Arthurs Havnebassin.

Artiklens Overskrift lød saaledes:

Fra russisk Krigshelt i Østen til Havnemester i Lemvig -

Kaptajn Rønberg fortæller om sine Eventyrlige Oplevelser under den russisk-japanske Krig -

Den natlige Dødsejlads over der gule Hav.

En Dag i September 1904 under den russisk-japanske Krig blev Havnelodsen i den af Japan blokerede russiske Fæstning, Port Arthur, kaldt op til Havnekommandandet, Admiral Gregorovitch. Admiralen meddelte Lodsen, at han havde udset ham, der var en ung Mand paa godt 30 Aar, til at, forsøge at bryde gennem den japanske Blokeringslinie. Om han var parat. Javel, Hr. Admiral.

Den unge Mand var en dansk Mand fra Limvig, Havnemester A. Rønberg.


Saa længe siden.

Den 16. November er 25. Aars dagen, for en, for ham særlig betydningsfuld Oplevelse under Krigen, og vi har derfor anmodet ham om at fortælle lidt om sine Erindringer fra den Tid.

- Aa, ja, det er helt underligt at lade Tankerne gaa tilbage til disse frygtelige Dage. Jeg synes, det er saa længe, længe siden.

- Hvordan gik det til, at De kom ud til Østen?

- Det er en lang Historie.

- Fortæl den i Korthed. De er født i Lemvig?

Barndomsaar.

-Ja, 4. November 1873. Men siden min Oplevelse d. 16. November 1904. fejre jeg denne Dag som min Fødselsdag. Vi har navnet Rønberg, fra Gl. Rønbjerg der ude ved Fjorden i Nr. Lem. Her sad min Bedstefader som Landmand, men hans Sønner fik Lyst til Søen og en af dem var min Fader, Anders Chr. Rønberg,- han Sejlede en Del Aar paa England med Sejlskibet 'Alfa" og hentede Kul til Saltværket og Teglværket her i Lemvig. Saa i 1868, ved De, strandede den russiske Fregat 'Alexander Newsky" ude paa Harboøres Kyst. I den Anledning blev derfra Rusland sendt tre Bjegningsdampere hertil - 'Rabotnik ", "Wolga" og "Dvina". Kaptajnen paa "Rabotnik" blev syg, og saa fik min Fader Tilbud om at blive Skibets Fører, og det tog han imod. Og saa var hans Fremtid beskaaret. De tre Bjergningsdampere tilhørte et Selskab i St. Pedersborg, som var stiftet af den danske Generalkonsul Peter Berg.

Min Moder, der er født i Østergaard i Nr. Nissum, blev boende i Lemvig i nogle Aar, men i 1881 flyttede vi til Reval, hvor vi boede, til min Fader døde 1888. Fader havde faaet Selskabets største Damper Weva " til at føre, og vi levede nogle lykkelige Aar i den estlandske By.

Første Rejse og Forlis.

-
Skolegang?
Jeg gik først i en tysk jødisk Skole, men den blev lukket paa Grund Jødeforføgelse, og saa kom jeg paa et russisk Gymnasium, hvor jeg var, til jeg blev komfirmeret. Efter Faders Død - han blev kun 49 Aar gl. - flyttede min Moder tilbage til Lemvig med Børnene, og jeg var et Aars Tid i en Slags Lære hos Isenkræmmer C. Sørenen, der boede, hvor nu Boghandler Doest har Forretning. Men Soen var min Lyst, og saa gik jeg til Søs sammen med en  Kammerat, Johan Nicolajsen, hvis Moder havde Beværtning i den blaa Bygning i Havnegade (nu Sømandshjem). Vi fik vor første Tur fra Arendal med Fregatten ”Rota”; det Skib som i 1838 havde, hentet Bertel Thorvaldsen hjem fra Rom. Vi skulle have været til Liverpool, men naaede ikke længere end til Bankerne "Lemann-Orvers" ved Indløbet til London. Her strandede Skibet og blev Vrag, men vi blev reddet.

                                                                                                         Du skal til Østen.
Siden sejlede jeg viden om i Verden i dansk, engelsk og amerikansk Tjeneste, fik Styrmandseksamen 1895, sejlede igen nogle Aar, indtil jeg i 1899 fik Chanchen ude i Østen.
Jeg havde, ellers faaet Lyst til lidt roligere Forhold og ønskede at komme ind i Dansk-russisk Dampskibsselskab, hvor mon Faders gamle Velynder, Generalkonsul Peter Berg, var den ledende Mand, efter at han havde afhændt Bjergningsselskabet til et tysk Firma.
Jeg opsøgte saa den gamle Konsul, men da jeg forebragt mit Ærinde, saa siger han: Kan du tale Russisk endnu? og da jeg svarede ja, fortsatte han: Saa skal du til Østen. Og jeg fik da en Introduktionsskrivelse med til Ingeniør Giersmann, der var Overingeniør ved Anlægget af den Sidebane fra den russisk-kinesiske Jernbane, som endte i Port Arthur. Jeg sagde Tak og gjorde mig straks rejsefærdig.

Ude i Hvirvelstorm.

Jeg rejste ud med et af Ø.K. s Skibe "Malaja ", som Baadsmand, og da vi naaede Hongkong, mønstrede jeg af og tog med Postbaad til Shanghai. Da jeg kom her, var mine Penge sluppet op, og der var langt til Port Arthur. Som jeg nu gaar nede ved Havnen og spejder efter en Chance, ser jeg en lille nybygget Slæbedamper ligge der. Jeg hører, at den skal til Port Arthur, hvor den skal leveres til det russisk-kinesiske Jernbaneselskab, som ogsaa var mit Maal, og da jeg gaar ind paa Kontoret og spørger, om de ikke manglede en Fører til Baaden, saa var det lige netop, hvad de gjorde. Jeg akkorderede og skulde have 300 Dollars for at føre den op. Det var under normale Forhold en 3-4 Dages Sejlads, men jeg havde det Uheld at komme ud for en Taifun (Hvirvelstorm), og den tumlede rundt med os i mange Dage, saa man regnede med, at vi var forlist. Vor Kul slap op, og vi maatte brække ned af Træværket i Skibet og bruge det til Fyr under Kedlerne - Kasser, Døre og Køjer. Heldigvis havde vi en dygtig dansk Mester om Bord, og vi naaede frem.

Jeg var iøvrigt blevet advaret af en Matros af den kinesiske Besætning. Da vi var kommet lidt udenfor Shanghai til et Punkt, der hedder "drink waterpoint ", saa siger Matrosen til mig: 'Master, very bad'; (Herre, det bliver meget slemt Vejr) og pegede paa et mørkt Punkt lide i Horisonten - Tegnet paa Taifunens Komme; men ukendt med Forholdene i Østen, agtede jeg ikke derpaa - og vi kom ud i Stormen.

Fra Bokserkrigen.

Omkring 1. Maj 1899 ankom jeg til Port Arthur, hvor jeg blev modtaget med stor Venlighed af Ingeniør Giersmann, der var glad ved at faa en hvid Mand til Fører af den Dampyacht, hvori han sejlede omkring for at inspicere nogle store Brobygningsarbejder. Her havde jeg det udemærket, man allerede i August blev jeg af min Ingeniør sat til at føre en Postdamper

”Yingkow "I der skulde gaa i Post- og Passagerfart mellem Port Arthur og Chifoo paa Kinakysten.

Saa i Sommeren 1900 brød Bokseropstanden ud i Kina, og jeg blev da beordret til med ”Yingkow " at gøre Tjeneste som Hospitalsskib og transport af saarede. Kampene foregik omkring Peihofloden, Vandvejen fta Petchiligolfen op til Peking. De store Krigsskibe, der laa ude i Bugten, kunde ikke, gaa op ad Floden; man maatte nøjes med at sende Kanonbaade op for at tage kampen op mod de to stærke Takuforter, som blev forsvaret med stor Tapperhed af "Bokserne " Omsider blev de taget, og man kunde fortsætte Fremrykningen op ad Floden til Tientsin og videre op til Pekin, hvor den europæiske Befolkning maatte udholde en streng Belejring i adskillige Uger, inden Hjælpen naaede frem. Det var meget blodige kampe, hvor der ikke blev givet Pardon fra nogen af Siderne. Jeg havde Lejlighed til at følge disse Fægtninger paa nært Hold, da vi skulde være saa nær efter som muligt med Hospitalsskibet for at samle syge og saarede op.

Eksamen med - Champagne.

Under Bokserkrigen udkom en Forordning om, at kun russiske Undersaatter maatte føre russisk Skib. Jeg maatte derfor aflægge een Prove i Navigation; og den foregik under meget blide Former om Bord i Adminiralskibet "Petropoulsk" overfor Adininiral Stank - ved en Flaske Champagne.

Da krigen var sluttet, blev jeg i Efteraaret 1901 af Marineforvaltningen beordret til at være Havnelods i Port Arthur; min fortsatte var Havnekommandanten, Adminiral Gregorovitsch, og i denne Stilling var jeg, da den russisk-japanske Krig brod ud i Februar 1904. Paa Grund af mit nøje Kendskab til Besejlingsforholdene ved Port Arthur, var jeg med til at udlægge Minefelter til Søs. Senere førte jeg en stor engelsk Damper, som ikke, var blevet t udlosset ved Krigens Begyndelse over til Shanghai, og da jeg vendte tilbage til Fæstningen, blev jeg ansat om Bord i Hospitalsskibet ”Kasan " med Kaptajnsrang af 2. grad.

Saa indtraf det skæbnesvangre Vendepunkt for os; den russiske Flaade var endelig blevet kampklan, og den 12. August rykkede, den ud i rum Sø for at tage Kampen op med den japanske Flaade, som førtes af Adminiral Togo. Et afgjort Nederlag blev Resultatet for Russernes stolte Flaade. Flere af de store Slagskibe blev skudt i Sænk, og det var en slæm havareret og for lange Tider ukampdygtig. flaade, der vendte hjem til Port Arthurs Havn. Japanerne sluttede nu deres Blokadering tæt om Byen - vi var afskaaret fra Omverden til lands og til Vands.


Blokaden skal brydes.

Saa blev jeg en dag kaldt op til Admiral Gregorovitsch, som gav mig Ordre til at .forsøge at bryde den japanske Blokade og, skaffe hans Post over til Kinakysten. Jeg kunde faa en Del Topedobaade stillet til Raadighed til Forsøgene. Adminirales Ordre skulde udføres. Der skulde en grundig Forberedelse til, inden alt var klar til en saadan Udflugt, som naturligvis bestandig foregik ved Nattetid. Jeg gik selv Baaden igennem fra .for til agten for af forvisse mig om, at alle Luger var lukket, at der ingen løse Ting var, som kunde gøre Støj, naar det lange, smalle Skib rullede i Søen. Lanternerne havde vi selvfølgelig ikke tændt. Rog eller gnister maatte der ikke komme op af skorstenen. Vi fyrede derfor op til saa højt Damptryk inden i havnen, at vi kunde regne med at komme 20 - 30 Kvartmil til Søs, d. v. s. udenfor Blokadegrænsne, men saa lod vi ogsaa stå til ,for ,fuld Kraft.


I den mørke Streg.


- Hvor stor Besætning var der paa en saadan Baad?

Om Aftenen og Natten spillede vore Lyskastere inde fra Fæstningen ude over Minefeltet for at holde Japanerne fra at forsøge paa Opfiskning af vore Miner eller at kaste deres egne Miner i vore Udgange gennem Minefeltet.

Naar jeg nu skulde ud som Blokadebryder, blev Lyskasterne indstillet saaledes, at de holdt sig fra vor Minegang. Her blev der altsa  en mørk Stribe, hvori vi kunde liste os ud.

- Naar begyndte disse Ture?

Saadan gjorde vi flere heldige Ture, men saa kom der ogsaa Uheld til. Dels Skærpedes Japanernes Agtpaagivenhed, dels var vi selv uheldige. En Aften, vi var paa Vej ud, blev der af de Folk, som passede Projektørernes Belysning ud over Minefeltet, vist Uforsigtighed, saa en Lyskegle svingede ind over den mørke Stribe, hvori vi sneg os frem. Et Sekundt faldt Lyset over vort sorte skrog, og i næste Øjeblik spillede Japanerne op, og Projektilerne knaldede ned rundt om os.

Vi maatte øjeblikkelig svinge rundt og vende Næsen hjem; helt godt slap vi ikke fra det; et lille Projektil faldt paa vort Fordæk, hvor der stod tre mand den ene blev dræbt og de to andre saaret.

Yaps vaagne Øjne.

Japanerne var nu blevet klar over vort Forehavende, og de passede voldsomt paa. Det var ikke morsomt at melde sig hos Admiralen efter en saadan mislykket Tur. Der faldt haarde Ord og spørgsmaal, om vi var bange for at dø. Men trods alt - vi magtte opgive Turene med Torpedobaadene.

Saa prøvede jeg en anden Udvej. Jeg fik fat paa Guvernør Alexews elegante Dampyact, som laa i Havnen. Den blev overmalet med sort Farve, den silke- og atlaskbetrukne Kahyt blev fyldt med Kul at lægge baaden dybt i Vandet. Jeg havde, kun en Mand med, en maskinmester, der stod nede i der hermetisk tillukkede Maskinrum. I Stedet for den sædvanlige Vej gennem Mine,feltet,  fulgte jeg langs den nordlige Kyst, og vi var lige ved at naa den yderste Pynt, for vi kunde styre udi rum sø - og jeg sagde det ned til den arme Mester, som var ved at miste Vejret i det indelukkede Rum - da en Lyskaster udefra et japansk Vagtskib tog os ind i sin lysende Stribe. Saa begyndte Musikken, vi maatte dreje af mod Land og sætte Skuden paa Grund.


Den sidste Udvej.

- Bebrejdelser naturligvis og kedelige Bemærkninger. Der var for Resten ingen særlig Grund til, at vi skulde .føle os mere trygge, inde i Fæstningen, end naar vi gik ud paa en natlig Blokadetur. For værre Helvede, end der var i Fæstningen, kan man, vanskelig tænke sig. Fra Solopgang til Mørket faldt paa regnede den japanske Ild ned over Byen og Havnen; vi flyttede om paa Skibene om natten.for at vildlede Fjenden; men det ene efter det andet af vore Slagskibe blev fundet af de japanske Granater og gik til Bunds i Havnen.

Jeg spekulerede stadig paa at komme over endnu engang. Og til sidst bestemte jeg mig til at forsøge Turen i en anden Baad. Min Plan blev tiltraadt af Admiralen, og jeg begyndte mine Forberedelser. Det var en ganske almindelig Redningsband lavet af et par sammennittede Jernplader, jeg udvalgte. Sejlene og Baaden blev malet sorte, og en Morgen - det var den 15. November - ,da det blæste en norden Storm med snebyger, besluttede jeg, at nu skulde det være. Jeg tog en Russer-Matros med som Ledsager. Det var lidt over Middag, da vi stak af, just som en rasende Snebyge jog hen over Vandet. Til vort Held holdt Bygen sig et godt stykke Tid, saa vi slap forbi de nærmeste Vagtskibe uden at blive set. Der var langt imellem dem, fordi de mindre Fartøjer var gaaet i Læ af Land. De regnede ikke med, at vi vilde vove os udi dette Herrens Vejr.

Da Bygen var gledet af, Firede vi Sejlene ned, for at vi kunde syne saa lidt som muligt, og jeg lod Baaden drive for Vind og Sø.

Til vor store Lykke kom der snart en ny Snebyge. Sejlene gik til Vejrs igen, og vi gik frem i rygende Fart.

Skal - skal ikke.

- Hvad styrede De efter?

- Vinden var mit Kompas. Efter den tog jeg mit Bestik, og det slog heldigvis ogsaa nogenlunde til. Vi var nu uden for Blokadelinien, men der var endnu et Stykke tilbaage af de 80 Kvartmil, vi skulle tilbagelægge for at nå Kinakysten.

Da Kl. var 11 om Aftenen, fik jeg øje paa en, Damper med 2 Toplanterner. I min stærkt forkomne Tilstand, gennemvaad til Skindet, var jeg ikke lidt fristet til at løbe lige ned mod Damperen; men efter at have talt på Knapperne - skal, skal ikke - holdt jeg min kurs, og snart gled damperen os af Syne.

Jeg blev senere klar over, at det var en Japaner-Krydser, vi havde passeret.

Den kolde, frygtelige Nat gik omsider til Ende, og ved Dagningen øjnede vi Land forude - vi var nu saa trætte og udasede jeg ved Roret, og Matrosen ved Øsekarret - at vi styrede paa Lykke og Fromme lige mod Land, og ved 11-Tiden løb vi ind mod en skærfyldt Kyst, hvorfra en Flok Kinesere stod og gestikulerede til os. Efter at jeg havde skudt min Revolver af i Luften, gik vi i Land, og af en af Kineserne, som kunde tale lidt Engelsk, fik jeg at vide, at vi ikke var saa langt fra Wei-hai-wai.

500 Rubler - men ingen Billet.


Med Kineseren som Ledsager og min Telegrampakke i Lommen begav jeg mig til Wei-har--wai, hvortil jeg naaede Kl. 4 om Eftermiddagen, just som den engelske Postdamper skulde afgaa til Chifoo, den by jeg skulde have ramt med min Sejlads.

Jeg naaede lige at komme om Bord, men vakte Forfærdelse paa Grund af mit uhyggelige Udseende. Træthed og Kulde havde fordrejet mine Træk, og af de mørke malede sejl, som jeg

gentagende Gange havde hejset op og ned under Sejladsen, var jeg bleven klasket i Hovedet, saa jeg lignede en Morian.

Jeg havde kun en 500 Rubel-Seddel, og den vilde hverken Billettør eller Styrmand tagefor god; de troede, jeg vilde pudse dem. Omsider kom selve Kaptajnen hen for at se den mærkelige Mand med 500-Rublen. Det var Kaptajn Hopkivs, en god Bekendt af mig, og da jeg havde givet mig til kende, fik jeg en god Behandling hos ham i hans Kahyt.

Er det en Hemmelighed, hvad der stod i Deres Telegram?

Øst, Vest - hjemme bedst.

- Jeg blev beordret til Shanghai, hvor den russiske Minister Poulow gav mig ordre til at udruste en Damper, ”Wainpoo" der skulde gaa til Port Arthur med Forbindsstof som man manglede haardt. Jeg var klar hen ved Juletid, men fik saa pludselig Anmodning om at komme til Shanghai, hvor jeg erfarede, at Port Arthur stod for Overgivelse.

Jeg kom saaledes ikke til Port Arthur i krigsmæssigt Udstyr, men fik en tysk Damper ”München" (8000 Tons) at føre, som anvendtes til transport af saarede til forskellige Hospitaler paa Kinakysten.

Hen paa Efteraaret kom Reaktionen, jeg blev syg og maatte i lang Tid paa Hospitalet for at komme i Orden. Jeg vendte saa i Slutningen af 1905 hjem til Danmark, og meldte mig senere til Tjeneste i St. Pedersborg. Forskellige Tilbud, som jeg fik, fristede mig ikke; jeg fik mine Forhold afviklet og ombyttede i 1907 min Udlændinghedsfærd med den mere rolige Tilværelse som Havnemester i Lemvig.

Og det har jeg befundet mig godt ved.